Dropkick Murphys

Man løber sjældent ind i de helt store kulturelle åbenbaringer i den amerikanske punk, og det kræver også sin ungdommelighed at kunne gå fra herligheden uden en gnavende hovedpine. Men selv om Boston-punkerne i Dropkick Murphys langt fra når de videre kultiverede højder på deres sjette album, så er vi immervæk stadig i den noget mere charmerende del af genren.

Dropkick Murphys ligger lunt mellem The Pogues og Rancid, hvor man gerne må råbe »póg mo thóin« af alt og alle, og derefter falde i søvn under poolbordet. Her er masser af banjoer, sækkepiber og harmonikaer samt sange om bajere, slagsmål og alt det, der ellers tilsyneladende optager irerne. Et par fornemme gæster er der skam også blevet plads til: Spider Stacy fra The Pogues og Ronnie Drew fra The Dubliners synger med på den festlige ‘Flannigan’s Ball’.

Og jo, selvfølgelig bliver den evindelige sækkepibe en tand for enerverende, og halvvejs gennem pladen melder trangen sig da også til at jage blikfløjten op i røven på de to brægende forsangere. Men taget i betragtning, at det hele leveres af en flok amerikanske hængerøve, så holder Dropkick Murphys sig hele tiden fri for de helt store klicheer, og desuden skal der lyde stor ros til bandet for at undlade at fortolke ‘Molly Malone’, som ellers synes at være comme il faut, når musikere begiver sig ud i det celtiske.