Oscar Danielson

Hvem havde troet, at det bedste argument for at glemme landsholdets horrible 3-3 kamp og kræve endnu en Øresundsbro, skulle komme fra en ydmyg og selvironisk svensk sangskriver med visetraditionen i sin hule håndflade?

Det er ikke desto mindre tilfældet med Oscar Danielson, som udkommer med sit fjerde album siden debuten i 1996. Man kunne sagtens namedroppe andre svenske musikslægtninge som Cornelis Vreeswijk, Lisa Ekdahl eller Tomas Andersson Wij, men faktum er, at Danielsons underfundige, naivistiske men også tænksomme tekstunivers er et univers for sig selv. Albummet er spækket med svensksprogede linjer om at sove middagslur hos ‘mutter’ til jul, om påståelige jernnæver, om mos og sten i de svenske skove, om retten til at sidde og glo, om katte i flokke og, ja, gu’ er det banalt, taknemmeligheden ved bare at være til.

Musikalsk spænder den uprætentiøse enspænder både violin, Wurlitzer, banjo, tuba og trutmundede fløjtelyde foran sine egne tekster, så resultatet bliver ti tyste pletskud fra den svenske jagtbøsse. Dette er begrænsningens balancekunst. Og et helstøbt folkpop-album som bør ligge i de fleste svenske autocamperes handskerum. Det behøver man bestemt ikke være blå/gul statsborger for at mene.