Rock Plaza Central
I kampen mellem engle og mennesker begår hestene en dag den fatale fejl at melde sig på menneskenes side. Og som om det ikke var nok, så lever de også på en livsløgn – de er nemlig ikke heste af kød og blod, men derimod lavet af nitter, skruer og stål.
Disse mekaniske heste rider igennem de vers, som forfatter og sangskriver Chris Eaton har skrevet til sit orkester, indiekollektivet Rock Plaza Central. Og Eatons poetiske, lettere forvrøvlede tekstunivers sættes fremragende i scene af hans mildest talt uskolede vokal, der til tider minder om Will Oldham i Palace-dagene, og af de frit fabulerende arrangementer, der blandt andet tegnes af vindskæve horn, hikstende banjoer og hjertekvalte violiner.
De 12 numre trækker det ene øjeblik på bluegrass, det næste på country og siden på rock og texmex. Men hvor en sådan eklekticisme kan forekomme irriterende studentikos, virker den her dybt meningsfuld, og hele herligheden holdes i øvrigt suverænt sammen af de knirkende fine melodier, der er såvel hurtigtvirkende som langtidsholdbare.
Som de mekaniske heste i sangene er Rock Plaza Centrals udspil sammensvejsninger af mange forskellige størrelser. Forskellen er imidlertid, at de firbenede fantasifostre ikke kender sig selv, imens Eaton og resten af den Toronto-baserede septet ved præcis, hvem de er, og hvad de er i stand til. Og det kan høres i hver eneste lyriske, legesyge og lidenskabelige albumrille. Eminent.