The Deadly Syndrome

Indierock-bands er der nok af. Siden bands i slutningen af 70’erne fandt ud af, at man da ikke behøvede hverken musikalske evner eller et kapitalstærkt pladeselskab i ryggen for at udsende et album, er antallet af selvstændige pladeselskaber og bands steget i en konstant opadgående kurve. Selv om mange bands er gode på deres instrumenter, bliver amatørismen alligevel dyrket i stor stil.

Derfor er det også befriende at høre The Deadly Syndrome, som nok dyrker den løst spillede, melankolske indierock, men da heller ikke er bange for at kaste sig ud i en klassisk rockguitarsolo, som det ellers næsten kun er J Mascis fra Dinosaur Jr., der har dyrket. Samtidig har de i Chris Richards en personlig og vidtspændende vokal til at få sangene til at sprælle og presse de emotionelle fortællinger ud.

Ja, de spiller både stille og dansable sange, veksler mellem akustisk og elektrisk guitar, placerer klokkespil, orgel og strygere de strategisk rigtige steder, og hele møllen har malet det samme korn til mel igen og igen. Men de skriver altså gode melodier, der vokser for hvert lyt.