Jacob Faurholt

Trods flere stærke album i bagkataloget er det aldrig rigtig lykkedes Jacob Faurholt at råbe et større publikum op. Det behøver absolut heller ikke at være et kvalitetsparameter. Og det lader da heller ikke til, at han går så meget op i den slags. I hvert fald er hans seneste udspil ikke et forsøg på at lefle mere for lytterne.

Nærmest tværtimod fristes man til at sige, for udover singlen ‘Sing Little Bird’, der byder på smukt vokalt samspil og lidt optimisme midt i sadcorens mørke, så fokuserer Faurholt denne gang på et mere simpelt udtryk end under samarbejdet med Sweetie Pie Wilbur.

Nu er det ofte blot Faurholts karakteriske vokal, der skiftevis brummer og leverer knækket falset, og en akustisk guitar, der bygger sangene op, som på den fine ‘Young Mothers’. Men som altid leger den århusianske sangskriver med detaljerne. Denne gang er det støjen, der har fanget ham. Og det er alt fra en skrattende kazoo til guitarfeedback. Det fungerer dog ikke altid lige godt, og for eksempel kunne det ellers udmærkede titelnummer sagtens have undværet kazoo-støjen.

Men Faurholt er stadig et imponerende bekendtskab, der rider tristessen og sadcoren til det yderste, men altid formår at undgå den faretruende ynkelighed. Og mens Red House Painters og Sophia stadig står som tydelig referencer, så er Faurholt denne gang mere end tidligere sin helt egen – på godt og ondt.