Jenny Wilson – stilfulde Jenny og det tamme publikum

Girls and guitars. Det er svært ikke at smelte, når Jenny Wilson stilfuldt står på scenekanten og akkompagnerer sin skæve falset med huggende guitarriffs. Den svenske indiepop-prinsesse var hovednavnet i åbningen på den flotte Cph:Dox Sound and Vision-serie, hvor film og musik krydser klinger i løbet af filmfestivalen.

Før Jenny Wilson og band gik på scenen blev publikum trakteret med en aldeles veloplagt opvarmning af Snake and Jet’s Amazing Bullit Band og en flot samling af musikvideoer og visuals fra verdensmesteren inden for genren lige nu, Andreas Nilsson, der også har sat sin elegante signatur på Jenny Wilsons musikvideo til ‘Let My Shoes Lead Me Forward’.

Med så meget godt, så er det svært at sætte en finger på, hvorfor det aldrig blev helt overvældende godt. Den lange ventetid, og måske sammensætningen af publikum med Cph:Dox-gængere og håbefulde to-die-for Jenny-piger side om side, gav en lidt mat og til tider decideret energiforladt stemning i Vega. Lyden var i top, arrangementet og musikken lige så, men crowden begyndte aldrig at vugge, og de ellers så dansable, glade melodier blev aldrig fysiske, men i stedet betragtet på distancen. Noget Jenny Wilson og band bidrog til ved at holde en stram shoegazer-stil det meste af koncerten.

Men Jenny Wilson kan sit kram, og sangene fra det smukke album ‘Love and Youth’ er stadig ørefængere af højeste karat. Der er en kant, både i rytme og tekst, som løfter projektet ud over gængs pop. Søster Sara Wilson (fra First Floor Power) imponerede på lead guitaren, og Twiggy Pop (Doktor Kosmos) fik tingene til at flyde på keyboard og glockenspiel, mens Andreas Söderstrøm lod bassen vugge snorlige under pigernes stemmer. Men ingen af dem fortrak en mine, og kun med hittene ‘Summertime – The Roughest Time’ og ‘Let My Shoes Lead Me Forward’ brød glæden gennem stilen og blev for alvor en fælles oplevelse.