Mono – steril støj

Postrockbandet Mono fra Japan skiller sig ud fra andre japanske bands ved at være påfaldende normale. Den uregerlige vildskab, som kendetegner den japanske musikscene, er fuldstændig forbigået Monos omhyggeligt opbyggede postrock, der tilhører skolen, hvor man bygger frem mod støjcrescendoer og har en skarp kontrast mellem stilhed og storm. Den tavse kvartet klinger både smukt og monumentalt, men byder ikke på nogen overraskelser.

Heller ikke fredag aften på Loppen, hvor den eneste overraskelse egentlig var det store opbud af mennesker. Det var en broget blanding ude på dummedag, og jo senere på aften, jo dummere var den uventede støj fra periferien af menneskemængden, når bandet hengav sig til deres lyriske, afdæmpede passager. Måske var det en dårlig dag at koncentrere sig på, måske tabte publikum bare interessen hen ad vejen.

Det var ellers ikke, fordi de ikke kunne rive en storm af sig, når trommerne buldrede og alle pedaler blev trådt i bund. Men mange af numrene var skåret over den samme skabelon med langsom opbygning mod støjende klimaks og afvikling igen, så det var svært at se de enkelte numres individualitet. Netop derfor syntes musikken nærmest at være steril. Især med de manglende overraskelser in mente. Efter halvanden time gav deres navn i hvert fald nogle lidt uheldige associationer.