Renfro

Hvad har elefantsæler, træer og brændende plastikkort til fælles? De har alle plads i lydbilledet hos den britiske duo Renfro, som former deres musik omkring både eksperimenterende reallyde, klikkende elektronik og følsom singer/songwriting. Faktisk er debutalbummet så sart og skrøbeligt, at sangene næsten forstøver mellem højttalermembranerne.

På deres Myspace-profil afslører de to medlemmer Atom James og Tim Branney så forskellige inspirationskilder som Midlake, Matmos, Kate Bush og Smokey Robinson. Men duoen bevæger sig nu først og fremmest i krydsfeltet mellem indie og electronica med Branneys blide vokal som genert midtpunkt. De 11 sange kryber langsomt fremad med knitrende minimalbeats og æteriske vokalharmonier, og hele vejen i et tempo, der får billederne på den indre billedskærm til at passere i slowmotion.

I mindre doser er det både smukt og dragende, men i længden savner man at blive rusket ud af drømmesøvnen, bare et par gange undervejs. Det kan kun gælde timerne omkring midnat, når Renfro selv kalder deres musik for »electronic-alternative-gospel-folk for det 21. århundrede«, for resten af døgnet drejer den moderne verden altså rundt i en ganske anden hastighed. På den anden side har den ellers så firkantede matematik aldrig lydt så rund og sanselig som her.