The Wombats
Man kender historien. Den handler om en flok unge engelske knægte med feststemte guitarer, sans for et godt riff og omkring ti sange klar i debutkataloget. Sange der handler om kedelige forstæder, piger, sprut og om at være skoletræt. Men medmindre man er i den alder, hvor man også mest tænker på, at skolen er irriterende, så er det svært for alvor at blive fanget af The Wombats.
Liverpool-bandet spiller dansabel rock i tråd med Arctic Monkeys eller Kaisers Chiefs, men gør det med en slagsangseffekt og highschool-freshness, som bliver en smule belastende i længden. Til gengæld holder The Wombats en ret charmerende selvironi og humoristisk distance til det så gennemtærskede emne, britisk hverdagsrealisme, og trioen dypper ofte rockens indbyggede sortsyn i opmuntrende håndklap og »duu-wuuh-bab-bab«-korharmonier. For eksempel på nummeret ‘Let’s Dance to Joy Division’, hvor de opfordrer til dans midt i mismodet, eller på den lidt atypiske kærlighedssang ‘Patricia the Stripper’, hvor de synger »You are my sunshine / So why cant you come home with me tonight?«.
Men trods humor og ironi, effektive guitarhooks og vanlig britisk charme står det hele tiden klart, at pladen ikke bringer noget nyt for dagen.