TV-2

For overtegnede er TV-2 et fænomen på linje med guldhornene, folkehøjskole og fodboldlandshold. De er ganske enkelt en af de mange tråde, der udgør den udefinerbare ‘sammenhængskraft’, politikerne ynder at tale om.

Fint nok. Problemet er bare, at Steffen Brandt og hans høflige håndlangere ikke længere synes i stand til at bryde de forstenede skabeloner, som den sympatiske frontmand gerne pynter med et »åh-uh-åh«. Og sådan ligger landet også på deres nye album, hvor faren for selvparodi i den grad truer.

Her findes rutineprægede, let distancerede vers om livet og lykken og melodier, man har hørt mange gange før. Måske er albummet, hvad musikforbrugere med Fiat Punto i carporten og varme i bryggersgulvet vil have. Det er ikke til at sige, men albummet er ikke desto mindre lyden af skrantende kreativitet i en nostalgisk produktion – med den urbant pulserende ’20 sekunder til farvel’ som en af de meget velkomne undtagelser.

Den kedsommelige og konservative trummerum Brandt så ofte har hudflettet med elegant sindighed, peger således perfidt på hans eget orkester. »Gør dog noget, løb for livet«, sang han i en fjern fortid, og det skulle TV-2 gøre. Lav et album med salmer eller indled et samarbejde med Trentemøller. Bare et eller andet som kan sprænge den ramme, de velprøvede arbejdsgange har låst dem fast i. Hvis ikke, ja, så er det på tide at stoppe og nyde otiumet i den kollektive bevidstheds pæneste stuer.