Caribou – psykedeliske sansestrømme

Efter at danske Slaraffenland havde givet et overbevisende bud på, hvordan man tilføjer en sammensmeltning af postrock og slackerrock ekstra pondus med tribal-rytmer, fik den begrænsede del af Danmark, der var dukket op på Loppen, endelig mulighed for at opleve Caribou live.

Bandet startede lidt usikkert, men kom hurtigt efter det til trods for en ikke helt afstemt lyd, hvor storetrommens tunge baslyd tæskede lidt brutalt på trommehinden, og de elektroniske detaljer sjældent fik lov til at kvidre så smukt som på albummene.
Dan Snaith, hovedmanden bag projektet, har nemlig arbejdet sig længere og længere frem mod en analog lyd, hvorfor han da også havde et liveband bestående af en bassist, guitarist og trommeslager med, som kunne bistå ham i eksekveringen af de psykedeliske popsange.

Det psykedeliske blev understreget af en videoprojektion, hvor man for en gang skyld var fri for de evige narrative billedsammensætninger, men i stedet blev udsat for en hvirvlende sansestrøm af former og farver. Undervejs blev det svært at kende forskel på bandets små hits, men det gjorde mindre, når vokalharmonierne svævede mere luftige end bobleplast. Og som alle ved er det bedste ved bobleplast, når det popper. Og det gjorde det, når Snaith satte sig ved sit trommesæt og fordoblede de hypnotiserende rytmer, trommeslageren allerede fik trommeskindene til at afgive med høje smæld.
Det blev til en times sommervarme til den fugtige decembernat.