Epicentre

Naivistisk og nuanceret, strittende og sammenhængende, storladent og intimt. Det ligner modsætningspar, men hos danske Epicentre er de 10 kompositioner så rummelige, at der er plads til det hele. Det kan selvsagt være både godt og skidt, men i det debuterende kollektivs tilfælde er der langt mere positivt end negativt at sige om den sag.

På albummet lykkes det nemlig de ambitiøse silkeborgensere at fusionere jazz, pop, electronica, klassisk og folkemusik på en måde, der er både sød og bitter. Albummet minder mest om et møde mellem Efterklang, Tys Tys og Múm, og man må uvægerligt imponeres over den mangfoldighed af instrumenter, orkestret forstår at håndtere. Cello, cornet, rhodes og laptop er således bare nogle af de streger, som tegner det mangefacetterede lydbillede, der også befolkes af klare kvinde- og mandestemmer.

Tekstmæssigt er Epicentre i besiddelse af en vis lyrisk kraft i linjer som »Solen skinner gennem dine løgne/og alt det, du ikke bringer/længes jeg år efter år efter år/som du gjorde i går«. Men orkestret synes indimellem at være unødigt bange for det banale, og netop dét er også anken i forhold til arrangementerne, der til tider fremstår en smule forcerede i deres kompleksitet.

Ovenstående ændrer imidlertid ikke ved det faktum, at det elektro-akustiske orkester er på lydsporet af noget interessant, og ‘Fokus’ er ikke blot et spændende værk, men også et lyst løfte for fremtiden.