Kent – masser af vemod, ikke så meget mod
De er store. Og de ved det godt. Og det var lige præcis, hvad der var både godt og skidt, da Skandinaviens største rockband holdt hof i knap to timer lørdag aften i KB Hallen med en solid, men samtidig lidt for (selv)sikker koncert.
Hver enkelt sang havde sin egen scenografi både hvad angår dyrt designet laserlys og levende billeder på en storskærm, og som på resten af den igangværende vinterturné lagde de sortklædte svenskere fra land med ‘Vy från ett luftslott’ efterfulgt af den elektroinficerede ‘Berlin’. Men den massive mur af synthezisere blev gennemhullet af en dårlig lyd i starten af settet, hvor elektronikken fra harddisken overdøvede de håndspillede detaljer.
Vi fik hele otte numre fra ‘Tillbaka till samtiden’, hvilket var for mindst tre for mange i betragtning af det bugnende bagkatalog. Og setlisten bød desuden på en stak af de senere singler så som ‘Max 500’, ‘Vinternoll2’ og ‘Kärleken Väntar’, der som sådan skabte glæde på gulvet, men omvendt heller aldrig rigtig løftede sig derfra.
Det gjorde til gengæld den voldsomme ‘Revolt III’, der på storskærmen blev akkompagneret af forskellige folk med epilepsi-agtige anfald, hvis hoveder til sidst eksploderede i takt til Sami Sirviös gennemførte guitar-angreb. Og stilen fortsatte straks derefter med den punkrockede ‘Pojken med hålet i handen’, som var eneste helt gamle Kent-klassiker, vi fik serveret. Takket være en omarrangeret udgave af ‘Kungen är död’ og en som altid smuk udgave af ‘Kevlarsjäl’, blev det til gengæld til fire sange fra 1999-albummet ‘Hagnesta Hill’. Stemningen steg siden endnu mere mod slutningen, da der blev dømt dansegulv takket være synth-schlagerne ‘Musik non stop’ og ‘Ingenting’.
Joakim Berg sang suverænt, og udover lidt Morrissey-manerer og lidt småsnak, forsøgte han at spotte deres danske producer Jon ‘Joshua’ Schumann blandt publikum, hvilket ikke helt lykkedes. Til gengæld lykkedes det bandet at smide sikkerheden over bord og træde i karakter som sande svenske supermænd ved hjælp af den afsluttende trio ‘Ensammast i Sverige’, ‘747’ og ‘Mannen i den vita hatten (16 år senare)’. Stærkere afskedssalutter findes ikke på disse breddegrader, hvor Kents kolde lydlandskaber funkler som iskrystaller, ligegyldigt om man er i sneklædte Eskilstuna eller sjip-sjap-våde Esbjerg.
3500 danskere og svenskere skrålede »Vi ska alla en gång dö«, mens konfetti-kanoner forvandlede KB Hallen til et Flaming Lips-orgie. Længe leve det nordiske vemod, som Kent mestrer som ingen andre. Så mangler der bare lidt mere almindeligt mod, når de kigger forbi KB Hallen igen i det nye år.