Charlottefield

Engelske Charlottefield har forstået det, som så mange andre bands døjer med hver eneste gang, de udsender et album. At fatte sig i korthed. På lidt over en halv time får bandet udtrykt deres lyd med masser af variationer.

Selv om de er englændere, lyder deres inspiration i højere grad til at komme fra den amerikanske scene. Især mathrock-scenen i Louisville, Kentucky, der var særdeles aktiv i 90’erne med bands som Rodan og June of 44, virker som en åbenlys reference. De tog udgangspunkt i hardcorepunkens mere udforskende efterfølgere og inkorporerede skæve atonale guitarriffs og især uforudsigelige rytmer, hvilket var den primære grund til genrens navn.

Forsanger Thomas Houses vokal veksler mellem skrig, sang og tale, mens bandet forsøger at spille sig væk fra hinanden og alligevel finder hinanden fra hver deres yderposition. Det skaber dynamiske bølgebevægelser, plads til detaljer og tag-fat instrumenterne i mellem. Derfor er albummet også en udfordrende lytteoplevelse, men bandet tillader også løse passager og endda decideret svingende momenter, så man ikke bliver sparket på, mens man ligger ned.

Charlottefield har genfundet den dybe tallerken, og selv om det måske ikke er verdens mest sindsoprivende nyhed, så må jeg indrømme, at jeg stadig bruger dybe tallerkener i min dagligdag.