School of Language

Der kan være en hårfin balance mellem selvsikker idérigdom og dybt indbildsk forelskelse i egne evner. David Brewis, manden bag School of Language, manøvrerer flere steder i dette grænseland. Når han lader samplede vokallyde, der bedst kan sammenlignes med lyden af, når lægen stikker en spatel ned i munden på patienten og beder om et ‘ah’, udgøre ryggraden og temaet på fire af pladens 11 sange, burde han egentlig gøre sig skyldig i excentrisk overkill. Det er bare ikke tilfældet.

For Brewis, der også er medlem af den engelske trio Field Music, er ikke langt fra at være en pop-musikalsk mastermind. Han er enig i poppens insisteren på den gode melodi og bruger den som afsæt snarere end ufravigelig facitliste til at skabe en flot varieret lyd, der uden at blive demonstrativt skæv går sine egne veje.

Her er den sindsvagt vellykkede ‘Keep Your Water’, der luller os i søvn med småmelankolsk vellyd, og som med et rasende enkelt og brillant temposkift fuldstændig skifter karakter. Her er pompøse arrangementer á la hedengangne amerikanske Jellyfish, XTC’s kløgtige sans for detaljen og den lille tvist og en tydelig kærlighed til den mere sentimentale side af The Beatles. Men Brewis’ personlige tag på traditionen og inspirationerne står dog stærkest på et album, der ikke lægger sig fast i midtersporet eller i grøften, men når begge steder uden slinger i valsen.