Black Lips

Egentlig udkom det her album allerede sidste år, men det har først fået distribution i Danmark nu. I princippet kunne det være udkommet et sted mellem 1966 og nu. Man kan alligevel ikke høre forskel. For Black Lips spiller den evigt populære garagerock. Her er nyskabelse vel nærmest et no go, til gengæld er gode sange et must. Tjek. Og ligeså en uopslidelig energi. Tjek. Nå ja, måske er pladen her lidt klarere i lyden end de skramlede mono-optagelser med det legendariske garagerockband The Sonics, men vokalerne vrænger stadig ad mikrofonen, og der er masser af twang og hylende guitar.

De mangler heller ikke et outsiderhit om, hvor slemme nogle drenge, de er. Det får man prikket i øjnene på ‘Bad Kids’. Derudover veksler de mellem muntre og halvalvorlige tekster om døden og dumme eks’er. Pakken leveres stilbevidst sløset med flest tempofyldte numre, et enkelt countrynummer, og uden andet end enkelte rynker i panden.

Der hvor de skrider fra stil-konventionerne med stammepercussion eller indfald af mellotron-processeret strygersektion, sker det kun som smagfulde indspark, uden de mister guitargrebet. Black Lips ved, hvad de laver og lyder, som om de har gjort det siden 60’erne, da garagerocken fik åbnet porten. Uden de dog mangler den ungdommelige energi.