Neil Young – intet mindre end suverænt

Selvom Neil Young må betegnes som en aldrende stjerne på musikhimlen, var der intet ved torsdagens koncert i Falconer Salen, der tydede på, at han er ved gå på velfortjent pension. For den 62-årige canadier og hans band leverede en kraftpræstation, der ikke for denne anmelders vedkommende ikke er set eller hørt i samme skala før. Neil Young mestrede igennem koncerten at skifte fra sårbar og eftertænksom historiefortæller til brølende og frådende rockdinosaur. En kombination, der netop indfanger essensen af Neil Youngs samlede produktioner.

Allerede inden koncerten var det annonceret, at aftenen ville forløbe i to adskilte sæt, et akustisk one-man-show og et elektrisk med band og kor. Første halvdel af koncerten var præget af en vidunderlig langsomhed. Stille og roligt præsenteredes mesterværker som ‘From Hank to Hendrix’, ‘A Man Needs a Maid’ og ikke mindst en suveræn, klar og meget underfundig udgave af ‘Harvest’, der viste, at nok har sangen 36 år på bagen, men at den er gyldig som aldrig før. Første sæt var både sørgmodigt og skrøbeligt, og det er fristende netop at tolke dette som et tegn på en kunstner, der efterhånden er nået dertil i sit liv, hvor der skal gøres status, inden det er for sent. Og som aftenens hovedperson undervejs udbrød: »We all want someone to be here tonight?«.

Efter pausen ændrede koncerten nærmest skizofrent karakter. Væk var tristesse, ind kom frådende, beskidte guitarer og eminent samspil mellem bandets medlemmer heriblandt den über-cool bassist Rick Rosas, trommeslager Ralph Molina og guitarist Ben Keith. Højdepunkterne i denne rock-tour de force var numrene ‘Down by the River’ og ‘Hey Hey, My My’, der blev fremført med så meget nerve og fuldstændig hysterisk energi, at ord knap kan beskrive det. Fuldstændig hjerneblæsende og magisk.