Den svenske rapper Gaboro dræbt ved skyderi

Den svenske rapper Gaboro dræbt ved skyderi
Gaboro i musikvideoen til 'Crolle'. (Foto: Screenshot/Youtube)

En svensk mand i 20’erne blev fundet død torsdag aften efter flere skud i et parkeringshus i byen Norrköping. Ifølge SVT’s oplysninger er der tale om den 23-årige rapper Gaboro, der har forbindelser til bandemiljøet.

En video af skuddrabet, filmet af gerningsmanden, skulle i øjeblikket cirkulere på sociale medier. Svensk politi har ikke bekræftet, at videoen er af Gaboro, der har borgerlige navn Ninos Khouri, men materialet er en del af efterforskningen, skriver NME.

Den altid offentligt maskerede rapper brød igennem på den svenske musikscene i 2022 med singlen ‘Browski’, der i skrivende stund har 1,7 og 8,2 millioner afspilninger på henholdsvis Youtube og Spotify.

Han udgav debut-ep’en ‘Wlak’ samme år og fulgte op med albummet ‘Wlak 2’ i 2023. Senest har han udgivet ep’en ‘Rush Hour’.

Gaboro er del af en sørgelig tendens på den svenske rapscene, som har tætte forbindelser til landets kriminelle bandemiljøer og bandernes voldelige konflikter.

Tidligere i år blev rapperen C. Gambino ligeledes dræbt i en parkeringskælder, og tilbage i 2021 mistede Sverige en af sine største rapstjerner, da 19-årige Einar blev skuddrabt.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af