Adam Green

Udover karrieren i Moldy Peaches har Adam Green også fået tid til at udgive sit femte soloalbum siden 2002. Pænt produktivt af en stadig ung mand, som her i eget navn får afløb for andre tilbøjeligheder end i Moldy Peaches, der spiller en både naiv og nedskrællet lo-fi-pop med tilhørende humoristisk sans.

Solo synes Green at have spaltet sig i to personer. Der er den uskyldige joker á la Jonathan Richman, der fabulerende blander forskellige genrer og småskøre påfund, og så den Scott Walker-inspirerede crooner, der bæres frem af luftige strygere. Adam Greens brist er, at man ikke fornemmer, han helhjertet er det ene eller andet. Den sidste fandenivoldskhed og ublufærdighed mangler, for at Green er helt overbevisende som enten den finurlige, uforudsigelige forvandlingskugle eller den elegante crooner, der optændt af patos giver los.

De halve løsninger gør, at de øjeblikke, hvor man opsluges af musikken med hud og hår er få. Pladens 20 numre vidner også om et manglende fokus, og kun få af dem sætter sig for alvor igennem. Ærgerligt, for Greens rare, dybe stemme og små fine arrangementer, som de mindeværdige og sentimentale ‘When a Pretty Face’ og ‘Homelife’, afslører et ikke ueffent talent. Han lyder bare som en mand, der endnu ikke har fundet ud af – eller mangler modet til at erkende – hvem han er musikalsk.