R.E.M.

Det seneste årti år har ikke været nemt for R.E.M. I 1997 fik trommeslager Bill Berry nok af rockstjernestatus og besluttede at førtidspensionere sig selv, så han kunne rode med sin traktor på fuld tid. Selvom det sjældent er nogen større katastrofe, når et band mister en trommeslager, var det, som forsanger Michael Stipe beskrev, en stærkt forkrøblet, trebenet hund, der humpede videre.

De efterfølgende plader levede ikke op til de kommercielle forventninger pladeselskabet med rette kunne have til indehaverne af en af pladekontrakt til 400 millioner kroner, og efter 2005’s udskældte, men skammeligt undervurderede ‘Around the Sun’, skulle der et mirakel til, hvis R.E.M. ikke skulle arkiveres under ‘fyrre, færdige og fallerede’.

‘Accelerate’ er ikke noget mirakel, men den redder R.E.M.’s røv i et omfang, så dommedagsprofeterne burde få fornyet tro på R.E.M. Endnu et indadvendt og radiohit-fattigt album som ‘Around The Sun’ havde taget livet af det snart 30 år gamle orkester, så alt er sat på spil på ‘Accelerate’, hvor U2-produceren Jacknife Lee har fået Peter Buck og hans guitar op af den sofa, hvor de ellers begge blev parkeret under indspilningerne af forgængeren. Og Stipe generobrer tronen som den kronragede konge af rockmusikkens midaldrende sexsymboler.

Vi får ingen ny ‘Losing My Religion’, ‘Everybody Hurts’ eller ‘Man on the Moon’, men derimod 34 minutters potent og reaktionær guitarrock, der nok skal få det til at runge mellem Parkens betontribuner til september.
For første gang i mange år lyder R.E.M som et orkester, der har taget kritikken med i studiet. Om de direkte lefler for lytterne? Well, who knows – og det er også ligegyldigt. For selvom ‘Accelerate’ absolut ikke er blandt R.E.M.’s bedste album, så viser det et band, der har genfundet glæden ved deres egen musik. Der er god grund til, at vi gør det samme.