Boris

Boris synes ikke at bekymre sig så meget om konsistens. På den måde bekymrer de sig heller ikke så meget om salgstal, hvilket jo borger for den kunstneriske frihed. Men det kunne nu være rart, hvis bandet forsøgte at fokusere lidt indenfor samme album i det mindste. Efter den salgsmæssige succes ‘Pink’ har de tre japanere nu lavet et album, der godt nok minder om det med hensyn til stilforvirring – men ellers ikke rigtig.

Det starter med de tunge droner, der var Boris’ tidligste og mest vellykkede udtryk, men slår så hurtigt over i syresvævende guitar i en slags japansk folkeballade. Derefter bliver tre buldrende rock’n’roll-numre med ildspyende guitarsoloer trykket af, inden mere rummelige, afdæmpede numre udfylder den resterende spilletid.

Rent klingende guitarer og lyse vokaler glider langsomt, mens en støjende energimasse fråder i baggrunden. Engang i mellem får spiddende guitarsoloer og brysttrykkende guitarriffs så overtaget i en evig kontrast-kamp.

Det er den slags eksperimenter, der kunne have skabt et fremragende album, fordi dynamikken er suveræn, og sangene lykkes. Men Boris’ legelyst og mangel på fokus får ødelagt helheden, og tilbage står en måske sjovere, men også langt mere ufuldstændig plade.