Portishead

En generation med følelserne udenpå tøjet fandt i midten af 90’erne, åndelige lidelsesfæller i Portisheads sørgmodige lydbilleder. Med ‘Dummy’ (1994) og den selvbetitlede efterfølger fra 1997 definerede Bristol-bandet tidsånden og blev udråbt til både genier og musikalske frelsere.

Et enkelt livealbum blev det også til, før de fantastiske tre, Beth Gibbons, Geoff Barrow og Adrian Utley, trak stikket ud i 10 år. På mange måder en naturlig reaktion, for hvordan svarer man igen på de mange trofaste fans’ krav om at genopfinde sig selv og skænke endnu et mesterværk? Portishead gør det ved netop at gøre det!

Væk er scratch, samples og det meste af det, der i et tidligere årti var bandets karakteristika. I stedet har maskinmesteren Barrow og guitaristen Utley (gen)opdaget krautrockens repetitive og nærmest psykedeliske tilgang til rockmusikken. Støjende guitar, klaustrofobiske beats og insisterende synthfigurer samles i en bevidst skramlet produktion, der på samme tid er både introvert og ekspressiv. Ovenpå det hele står Gibbons hjerteskærende vokal som den menneskelige faktor, der rammer lytteren, der hvor det gør allermest godt og ondt: Lige midt i empatien. Med en usvigelig sikkerhed itonesættes ikke bare det moderne menneskes fremmedgjorthed og sårbarhed men også det nødvendige håb, der gør kampen værd at kæmpe.

Portishead lever på ‘Third’ ikke bare op til tidligere tiders imponerende bedrifter. De overgår dem, og det endda med flere længder.