Supergrass

Da britisk rockmusik storhittede i 90’erne var Supergrass med på bølgen, og Oxford-bandet høstede dengang fortjent anerkendelse. Siden da er luften sivet ud af ballonen, og gruppens seneste udspil, ‘Diamond Hoo Ha’, er kun marginalt interessant.

Supergrass har på dette album mistet den skæve charme, som var deres varemærke, og i stedet er bandet gået på strandhugst i den glitrende glamrock. Det går således af sted i hastigt tempo, og sangene er båret frem af masser af guitarriffs. Det er bare ikke særligt interessant, og den polerede lyd, som albummet er pakket ind i, er umådeligt kedelig.

Et nummer som ‘Whiskey & Green Tea’ er nærmest en forbrydelse mod øregangene, og førstesinglen ‘Diamond Hoo Ha Man’ kan højst retfærdiggøre et skuldertræk. Sangene er bare ikke stærke nok, de bider sig ikke fast, og det bliver bestemt ikke bedre af, at de fleste af dem er sovset ind i ligegyldigt guitarlir, som får dem til at ligne hinanden til forveksling.

Retfærdigvis skal det dog nævnes, at pladen indeholder et par højdepunkter. ‘Rough Knuckles’ er en udmærket, catchy sang, hvor Gaz Coombes’ let hæse vokal kommer til sin ret, fordi der på dette nummer ikke er en guitarsolo, der griber forstyrrende ind.