The Ruby Suns

Man kan godt have frontmand Ryan McPhun og resten af The Ruby Suns mistænkt for at have indtaget en ordentlig mundfuld sjove svampe under indspilningerne af gruppens anden fuldlængde, ‘Sea Lion’. I hvert fald er det første, der slår en, den løse og døsige tone der går gennem albummet som en bugtet, rød tråd.

At indtage ‘Sea Lion’ er ligesom at sætte sig ud i solen og lukke øjnene en varm sommerdag. I hvert fald er følelsen af langsomt men velvilligt at lade sig bedøve den samme. Blot er det i tilfældet The Ruby Suns en spraglet fusion af leddeløs psychfolk, velsiddende vokalharmonier, fængende indiepop og håndspillede, verdensmusikalske inspirationskilder, der skaber den berusende fornemmelse.

‘Oh, Mojave’ lyder som gypsyrockerne Los Lobos efterladt i ørkenen med akustiske instrumenter og en rygsæk meskalin, mens ‘Tane Mahuta’ byder på snalret men smittende, lejrbålsegnet fællessang. Andre højdepunkter er den coole indierocker ‘There Are Birds’ og den melankolske ‘Remember’, der med sine udsøgte melodilinjer smager ikke så lidt af The Beach Boys kongeniale vemodspop.

Og netop den hvirvlende vekslen mellem bevidsthedsudvidende eksperimenter og jordbunden sangskrivningssans, er dét, der skaber ‘Sea Lion’s særegne og særdeles dragende dynamik.