Sigur Rós

Sigur Rós er på mange måder et særsyn på nutidens rockscene. Ikke alene på grund af sine særegne sange, men i lige så høj grad fordi gruppen med held har kombineret kunstnerisk kompromisløshed med et albumsalg i millionklassen.

Siden debuten ‘Von’ fra 1997 har firkløveret med tiltagende effektivitet rendyrket kombinationen af svulmende sfærisk guitarrock og følelsesfulde og fnuglette kompositioner. Undervejs er der faldet de decideret mesterlige album ‘Ágætis byrjun’ og ‘( )’ af, mens gruppen på den seneste fuldlængde ‘Takk’ fra 2005 syntes at være frosset en smule fast i den klimaksdyrkende formel.

Måske har gruppen derfor haft behov for at sprænge rammerne. I hvert fald er chokket til at tage og føle på, når døren sparkes ind med insisterende stammetrommer og løse hippie-vokalvæverier på ‘Gobbledigook’, åbningsnummeret på Sigur Rós’ femte studiealbum, ‘Með suð í eyrum við spilum endalaust’. Transformationen fra introvert drømmerock til livsglad primalfolk er opsigtsvækkende, og udførslen decideret medrivende.

Så demonstrativt går det trods alt ikke for sig på resten af albummet. For godt nok har bandet skruet hørbart ned for de elektriske guitarsus, men tonen er stadig umiskendelig Sigur Rós’sk. Det fungerer fremragende på første halvdel af albummet, hvor især den frembrusende melodiske ‘Inní mér syngur vitleysingur’ og den inciterende ‘Góðan daginn’ bør fremhæves sammen med den imposante ‘Festival’, der starter tilbageholdende men halvvejs henne eksploderer i et lifligt lydinferno. Herefter går albummet desværre stille og roligt i stå på grund af ballade-agtige langsommeligheder som ‘Fljótavík’ og ‘Med Suð í eyrum’. Resultatet er et lidt skizofrent album, der lægger ud i absolut topklasse, men som midtvejs stivner i en sø af sentimentale og sært uvedkommende sjælere.