Primal Scream

De startede med Rolling Stones-inspireret retro-rock. Så slog de igennem med en funky blanding af ambient og house. Så legede de lidt med 70’er-inspireret Memphis-rock, før de derefter tog på et krautrocket og dubbet syretrip. Siden skiftede de stil igen, denne gang til en voldsomt aggressiv og alternativ rock. Så forsøgte de sig med kold og kynisk elektropunk, inden de sidste gang vendte tilbage til udgangspunktet og rockede igennem. Nu er Primal Scream endnu engang klar til at gå nye veje, denne gang med det tætteste rockrebellerne kommer på et pop-album. Men Madonna skal dog ikke føle sig truet på tronen.

På halvdelen af ‘Beautiful Future’ har Björn Yttling fra Peter Bjorn And John siddet bag producerknapperne i et stockholmsk studie, hvor bandet blandt andet har brugt nogle af ABBA’s tidligere instrumenter. Og begge dele kan i den grad høres. Eksempelvis bliver guitarstøjen i modsætning til tidligere nu holdt i snor på ‘Can’t Go Back’, mens ‘The Glory Of Love’ er en ren pop-pastiche med en såre simpel marimba-melodi. Og netop melodien er i højsædet hele vejen igennem, men det bliver aldrig bedre end halvgodt, for det hele er hørt bedre før i bagkataloget, bare ikke i en så poppet produktion – og det er lige præcis problemet.

Siden 1991 har man gentagne gange følt sig i løvens hule i selskab med Primal Scream, men løven er gået FCK i bedene og blevet tam. Kant har altid været den røde tråd i bandets konsekvente stræben efter stilstift, men kanterne er nu blevet slebet, om ikke decideret runde, så i hvert fald mere runde. Forhåbentlig finder Glasgow-gutterne de skarpe kanter frem igen. Ellers tegner fremtiden ikke så lys, som de selv tror.