The Hold Steady

Det er de færreste bands, der som The Hold Steady kan mønstre en kortbenet forsanger med evigt opadgående hårgrænse og en keyboardspiller, der uundgåeligt ligner noget, der lige er kravlet ud af dit gamle Super Mario-spil, og alligevel stadig være et af verdens mest tjekkede og – ja, lad os endelig svælge lidt i klichéerne – vigtigste rockbands på denne side af Y2K. Læg dertil de fem medlemmers moderigtige hængerøve, der nu nærmere skyldes, at bukserne med tiden er blevet for besværlige at hive op over de voksende ølmaver, og du har det største amerikanske guitarmirakel siden Nirvana.

Kønne er Craig Finn og co. sgu ikke – men op i røven med det. The Hold Steady bliver, her fire år og fire album inde i deres karriere, stadig bedre og bedre i takt med, at Brooklyn-bandet får flere og flere tangenter at spille på. På ‘Stay Positive’ får de, i samarbejde med produceren John Agnello, smidt både mandoliner, cembaloer og ballader ind i mixet samtidig med, at de stadig planker løs af det bedste fra The Replacements, R.E.M. og Springsteens E-Street Band. Det skriger sgu på luftguitarer.

‘Stay Positive’ vil med tiden sikkert vise sig at være The Hold Steadys bedste album, og Craig Finn vil uden tvivl også vokse sig ind i rollen som den fødte, forvirrede og let fordrukne Messias for os omkring de 30. Men først og fremmest er The Hold Steady bare seje. Især i denne tid hvor horder af overforsigtige landsmænd knap nok tør tage greb på guitaren af frygt for at hive dig ud af middagsluren.