Late of the Pier

Opmærksomhedsforstyrret, hyperaktiv og impulsiv. Tre kendetegn for personer, der lider af ADHD – og tre kendetegn for de fire fyre i Late of the Pier og deres mildest talt medrivende musik. Hele fem opmærksomhedskrævende singler med opsigtsvækkende videoer har sat hype-maskinen på overarbejde. Og overarbejde er præcist, hvad man bliver sat på, når man lytter til deres debutalbum.

Det går over stok og sten, mens så godt som hver og en af sidstnævnte bliver vendt – i hvert fald hvad stilarter angår. Det er egentlig electro-danserock drevet af hi-hat og hooks, men det er super skizofrent og lyder som Justice det ene øjeblik og The Darkness det andet. Og bag forsanger Sam Eastgates falset gemmer sig også glam-rock, synth-pop, 8 bit, post-punk, disco og new wave.

Selvom de er nært beslægtet med kollegerne i Klaxons, er new rave-rammerne er for længst sprængt, hvilket ‘The Bears Are Coming’ er det tydeligste bevis på. Det indledes med afrikansk percussion, udvides med skæve synth-figurer, og efter et blueset midterstykke slutter det med trommen på tekopper og sprælske lyde fra samme spillemaskine, som Crystal Castles har leget med. Forvirrende, men forrygende.

Late of the Pier er for 2008, hvad Klaxons var for 2007. Nottingham-kvartetten taber ikke pusten på noget tidspunkt, og produceren og dj’en Erol Alkan har sørget for et stærkt og sammenhængende mix, der utvivlsomt vil sparke festen i gang på klubber og klubværelser overalt. Eneste ubesvarede spørgsmål er, om det også holder i 2009. Vi lader tvivlen komme dem til gode. Man skal jo leve i nuet, siges det. Late of the Pier må være noget nær det bedste soundtrack til at gøre det i.