Mani Spinx

Mani Spinx er en herre, der ikke umiddelbart er nem at sætte i bås. Han har på halvandet album givet det forudsigelige fingeren og gjort sig til på den danske musikscene som lidt af en sprællemand med store armbevægelser, iscenesættelsen helt i front og et funky og festlig repertoire som middel.

På det nye album er han imidlertid gået i sort, ikke i bogstavelig forstand, men han har kastet sig over soulmusikken, den sorte af slagsen, der som en slange løber gennem albummet, kun afbrudt af lidt folk, hiphop og swing hist og her.

Thomas Troelsen, Ezi-Cut, Pharfar, Rune Westberg og Jakob Mayland har hjulpet til, og vanen tro falder man aldrig i staver, for der eksperimenteres og prøves finurligheder af i ét væk gennem albummets 14 skæringer, der bliver flettet fint sammen af Manis karakteristiske vokal.

Der er ingen tvivl om, at Mani Spinx er glad for musik. Han er glad for rigtig meget musik. Og han vil tilsyneladende gerne dele det hele med os. Desværre giver det enkelte steder følelsen af, at han gemmer sig bag lidt for mange facader og aldrig helt viser, hvem han er.

Bedst kommer han frem fra busken i afdæmpede sange som ‘Goodbye My Love’ og ‘Extra Extra’, men også den muntre ‘The Underground’ og Tom Waits-på-helium-hymnen ‘When I Throw My Love Away’ er dejlige bekendtskaber.