Stereolab

Den første fysiske handling, der aktiveres ved gennemlytningen af Stereolabs seneste album, er, at man uvægerligt kaster et blik i kalenderen for at tjekke, om man er blevet timewarpet tilbage til enten Paris anno midt-60’erne eller London anno start-90’erne. Disse to tidsmæssige punktnedslag er stadig, med deres på samme tid ubekymrede pop-sound og vemodige vokal, de altoverskyggende referencepunkter i Stereolabs lyd.

Så er spørgsmålet blot, om det er nok til at falde på halen over en endnu en gennemført cool og laber produktion, som lægger sig i halen af de engelske elegantiers tidligere udgivelser? På den ene side kan man nærmest ikke lade være med at beundre den stædighed, Stereolab lægger for dagen i deres ignorering af tidens tendenser, men om udtrykket så forfines eller blot gentages, står tilbage som det store spørgsmål.

Man skal i hvert fald have det stærke mikroskop frem for at finde udviklingen i Stereolabs lyd, der stadig bæres af Laetitia Sadlers distancerede og sløve vokal og Tim Ganes retrokompositioner og analoge synths ad libitum. Der er da fine sange som ‘Neon Beanbag’ og ‘The Ecstatic Static’, men lagt sammen flyder det ud som en lind grød uden smagsnuancer.

Uambitiøst eller standhaftigt? Stereolab befinder sig nok et eller andet sted midt imellem, og det er ikke godt nok i længden.

Stereolab. 'Chemical Chords'. Album. 4AD/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af