The Cool Kids

I 1988 kom den ene halvdel af The Cool Kids, Mikey Rocks, til verden, samtidig med at hiphop-musikken nåede sit kunstneriske højdepunkt under den såkaldte Golden Age-periode. To oplagte grunde til at den hypede Chicago-duo forsøger at genoplive det år: »Do the smurf, do the wop, baseball bat/ rooftop like we bringing 88 back«.

Hvis ikke omkvædet på førstesinglen afslørede retroen, så behøver man blot at lytte til de første 15 sekunder af ep’en, hvor ordene »ticktick clap, tickticktick clap« ledsages af et minimalistisk trommespor. Det er Rick Rubin, der møder The Neptunes. 80’ernes frisind og legesyge der tilsættes en dosis af nutidens coolness og stramhed.

Det er en, ja, cool cocktail, som Mikey og makkeren Chuck Inglish formår at blande uden bitter smag. Ikke mindst fordi, duoen ikke smider ’88-tidens storhed i hovedet på lytteren, men formidler deres forkærlighed med karisma og et glimt i øjet. Teksterne handler for den sags skyld heller ikke om meget andet end tøj, friske frisurer og pimpede BMX-cykler.

Der er altså ikke meget på spil her. Men at kalde The Cool Kids for hipster- eller retrorap ville heller ikke være fair overfor de tekstlige finurligheder, og de intelligente og stramt programmerede beats, som sparker bunden ud af dine bedste bas-højtalere. Og mest af alt fordi musikken er sjov, hvilket musik ofte glemmer at være.