Slipknot

Det absolut mest imponerende ved Slipknot er vel efterhånden, at de her ti år inde i deres pladekarriere stadig består af præcis de samme ni mennesker og musikere, der udgav den selvtitlede debut i 1999. Men her på gruppens fjerde album er der dog ikke meget, der tyder på, at der er knas i forholdet. I hvert fald følger Slipknot på ganske glimrende vis op på det musikalske gennembrud, som de fik på ‘Vol. 3: The Subliminal Verses’.

‘All Hope Is Gone’ leger ligesom forløberen meget med melodiske tiltag og udforskning af forskellige teksturer i Slipknots kulsorte univers. Der er numre og ikke mindst sekvenser på albummet, der hører til Slipknots absolut tungeste og mest brutale nogensinde. Men alt i alt viser ‘All Hope Is Gone’ Slipknot fra en mere, ja nærmest eftertænksom, eller i hvert fald mere dvælende side. Albummet rammer kun sjældent de feberhede, febrilske og adrenalinpumpende passager, som Slipknot dyrkede i starten af karrieren, men kører i stedet i sit eget mørke og malende tempo.

Om det er hjemkomsten til Iowas uendelige kornmarker, hvor pladen er optaget, som har skubbet de ni kollaboratører i denne retning, tør jeg ikke spå om, men det klæder dem faktisk ganske glimrende, at de denne gang eksperimenterer med at køre den lange, seje accelaration frem for de små hurtige gearskift. Og selvom albummet ikke rammer de samme sublime højder som ‘Vol. 3…’, så er der noget dragende ved dets dystre, beskidte dybder, som gør, at man konstant vender tilbage for at få endnu et fix.