Annuals

Da det North Carolina-baserede indie-ensemble i 2006 udgav deres egentlige debutalbum, det anmelderroste ‘Be He Me’, lå det lige til højrebenet at sammenligne dem med syrehovederne i The Flaming Lips og naturbørnene i Animal Collective. Ligesom forbillederne udfordrede de seks medlemmer i Annuals anført af den talentfulde Adam Baker nemlig popmusikkens konventioner, så man blev både revet med og revet rundt. Progressiv indiepop/-rock hedder det vist.

Udgangspunktet er det samme for opfølgeren ‘Such Fun’. Annuals tager for sig af genrerne og blander blid folkpop, alternativ country og guitarstormende collegerock til en organisk cocktail, hvor de fine melodier konstant snor sig ind og ud af de velmenende eksperimenter. Det er ganske behageligt at lytte til, og det er så også problemet. Albummet er lyden af et radiovenligt syretrip, hvor man tydeligt mærker de gode intentioner bag musikken, men hvor man aldrig helt lader sig opsluge. Det er simpelthen for pænt og kalkuleret til rigtig at gøre godt.

Et andet problem er, at Annuals læner sig næsten hæmningsløst op af deres forbilleder. ‘Springtime’ er sådan set et fint popnummer, men det er også en slatten kopi af noget, Animal Collective er meget bedre til, ligesom ‘Talking’ og ‘Hair Don’t Grow’ låner lige lovligt meget fra Weezer. Undervejs går det personlige udtryk tabt, og man sidder tilbage med fornemmelsen af et band, der mener det godt men ikke rigtigt kommer videre derfra.