Daniel Martin Moore

De første toner af Daniel Martin Moores debut ‘Stray Age’ rammer øregangene som lyden af morgensolens første stråler, der blidt vækker dig fra nattens døs. Med den bløde akustiske guitar og en nærværende stemme er der umiddelbart ikke noget at klage over hos Kentucky’aneren.

Det er José González, der jammer med Jason Mraz en tidlig sommermorgen. Det er blød folk, og det er hverken originalt, nyskabende eller dårligt. For man må give ham, at han både kan synge og spille guitar, og violinen og klaveret, der til nød tages i brug, er da også velspillede, men det bliver i længden en kende kedeligt.

Følelsen af at har man hørt albummets første tre numre, har man hørt det hele, strejfer tankerne, i takt med at endnu en silkeblød morgenhymne rammer øret. Og endnu en. For selvom originalitet ikke er et must, mangler sangene den dosis personlighed, som gør at de lette akustiske melodier går fra det ligegyldige til det vedkommende og interessante.

Måske blev Sub Pop så begejstrede for ham, at han blev sendt i studiet i en alt for hurtig proces, så glansen røg i svinget. Måske har han bare ikke mere at byde på. Om ikke andet er ‘Stray Age’ endnu et ‘en mand med en guitar’-album. Men det er langt fra det værste af slagsen.

Daniel Martin Moore. 'Stray Age'. Album. Sub Pop/A:larm.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af