Ludacris

Storsælgende platinplader og Hollywood-præstationer, der med rette har kastet anmelderroser sig af, burde være grund nok for de fleste kunstnere til at læne sig tilbage og nyde succesen. Sådan er det imidlertid ikke for Atlanta-rapperen Ludacris, der efter sigende stadig hungrer efter anerkendelse for sin oprindelige metier som mc. Om hans seneste udspil skaffer ham en plads i rappernes berømte top 5 er usikkert, men albummet er på mange måder rigtigt stærkt.

Det stærkeste kort er som altid Ludas rap, der flyder ubesværet over produktionerne og får leveringen til at lyde som en leg. Rappen bliver særlig vellykket, fordi Ludacris er langt mindre karikeret i sit udtryk end tidligere, hvilket klæder albummets helhedsudtryk. Producerlisten er imponerende og tæller så forskellige herrer som 9th Wonder, Scott Storch og Premier, hvilket giver lydbilledet god variation. Albummet er i det hele taget ekstremt velproduceret, og det gennemgående filmkoncept er gennemført uden at blive for meget.

 

Albummet har dog sine tydelige begrænsninger. Ikke mindst er det meget forudsigelig både i sine emner og gæster, der med T-Pain, Lil Wayne og Chris Brown i spidsen blot spejler de aktuelle pophitlister. Sangtitler som ‘One More Drink’ og ‘Southern Gangsta’ understreger, at vi har hørt det meste før – både fra Ludacris selv og fra hiphop-kollegerne.

 

Den film, Ludacris spiller for os her, skal med rette nok blive en blockbluster, men noget egentligt mesterværk er det ikke. Det er god og gennemført underholdning, men næppe det forløsende top 5-materiale, rapperen drømmer om.