Polarkreis 18

Som en skabet møgkøter, der får et velfortjent dragt prygl, krænger forsanger Felix Räuber sin smerte ud i en række gigantisk opsatte kompositioner, der kunne stå som den blinkende definition på ‘prætentiøs’ i ordbogen for fattesvage.
Sekstetten fra Tyskland er ikke just kostforagtere. Mew, Muse, Spleen United, Carpark North, Nephew. Polarkreis 18 kender sikkert ikke halvdelen af disse men har på sin vis tyvstjålet hos alle sammen. Alt skrues op på 11 i en naiv insisteren på at ‘more is more’.

Jeg kan ikke komme i tanke om en værre flok kvindagtige drama-prinser end de her tyske indie-synthrockere. Det skulle da lige være Robert Smith, Jonas Bjerre, Morrissey og Thom Yorke. Og nej, Polarkreis 18 ejer ikke tilnærmelsesvis det samme boblende format, som disse krukker flyder over med.

Og jo, gu’ fanden er det opblæst, naivt og hysterisk dramatisk. Men Polarkreis 18’s teatertorden lyder ikke som en flok tomme tønder, der formålsløst buldrer rundt mellem hinanden af den simple grund, at gruppen har hjertet med i sagerne og er villig til at sætte røven på spil. De tør være patetiske og simple. Tag nu bare ‘Allein Allein’, hvor Polarkreis 18 går i musikalsk spagat mellem det, der lyder som et tusindtalligt kor, som paradoksalt nok synger »allein, allein«, og en gang indie-eurodance, uden at bukserne revner. Albummet er en ‘guilty pleasure’, men en befriende ærlig en af slagsen.