Antony and the Johnsons

Sådan en mandag morgen, hvor realiteterne nærmest træder hinanden over tæerne for at sætte sig på dagen – i alt fald det der er tilbage af den, når vintermørket har taget sit – kan man ærlig talt godt lige blive i tvivl om, man nu også er mere levende end død.

Personligt har jeg fundet kuren. Lakmustesten hedder ‘Another World’ og ligger og putter sig midtvejs på newyorkerne Antony and the Johnsons nye album. Hvis man ikke efter at have lyttet til den føler sig bare en lillebitte smule revitaliseret, fortrøstningsfuld eller bare taknemmelig for tre minutter og 59 sekunders svimlende smuk eskapisme, så ser det sgu sort ud.

Antony Hegarty, den menneskelige kæmpe med den overjordiske fremtoning og karakteristiske vibrato-vokal, der i 2005 med sit band brød igennem med ‘I Am Bird Now’, er tilbage. Efter blandt andet en gæsteoptræden sidste år på Hercules and Love Affairs hit ‘Blind’ befinder Antony sig på ny i, hvad der vel må siges at være hans rette, afdæmpede og melankolske element. Nogen forvandlingskugle er han sgu ikke.

På ‘Crying Light’ er flere af melodierne forsvindende enkle, hvor trommer, klaver, strygere og træblæsere giver nænsomt modspil til vokalen. Der er dog øjeblikke, hvor Antony og bandet næsten kammer over i noget, der minder om decideret løssluppenhed og eufori som i de brillante ‘Epilepsy Is Dancing’ og ‘Kiss My Name’.

Når Antony and the Johnsons er bedst, er Antony den blidt manipulerende dukkefører, der med et fast greb om lytterens nervetråde vækker følelserne og synger om liv, død, glæde og smerte. I det lys fortoner forbehold, som at albummet afsluttes med to ikke rasende mindeværdige sange, sig hurtigt. Klarest står tilbage, at musikverdenen i Antony Hegarty har en temmelig unik kunstner, der heldigvis er i nærkontakt med sine og vores følelser.