Crystal Stilts

Det er lidt som om Brad Hargett, forsanger i amerikanske Crystal Stilts, ikke rigtig gider. Hvorfor bruge kræfter på at udtrykke noget som helst, når man umotiveret kan mumle sig igennem det meste, mens tre-fire forvrængede guitarakkorder og en sky af støj og rumklang klarer resten?

Det lyder måske ikke særlig indbydende med sådan en omgang livstræt og stenet shoegazer at varme sig på her i de kolde vintermåneder, men kan man udvise bare en smule tålmodighed, er der masser af skramlet støjpop at hente på Brooklyn-bandets første fuldlængde.

Ved første, andet og tredje lyt er ‘Alive of Night’ måske ikke verdenshistoriens mest opkvikkende oplevelse, og den skrabede lo-fi-produktion gør det bestemt ikke bedre. Men ganske langsomt åbner albummet sig, og tristessen får pludselig liv, i takt med at de fine melodier bliver mere og mere fremtrædende. Helt vanedannende bliver det på den tyggegummipoppede ‘Prismatic Room’, direkte smuk er den måde hvorpå ‘Verdant Gaze’ pustes i land af kølige synths, og så er det svært ikke at ride med på den sløve bølge af melankoli, der serveres på den afsluttende ballade ‘The City in the Sea’.

Crystal Stilts kan deres skramlede rockhistorie, og at sige de står i gæld til bands som Velvet Underground, Joy Division og The Jesus and Mary Chain ville være en underdrivelse. Men når de forvalter arven så overbevisende som her, skal jeg være den sidste til at klage.