Fol Chen

I perioder rammes jeg af en besættelse. Så skal alt, der ekkoer af postpunk, opsøges, hver mega-obskure lo-fi-7” findes, eller også lader jeg udgivelser fra pladeselskabet Sarah ruinere mig. Hovedrystende forbandes fortidens fejlagtige påstande om plagiering af Joy Division, Pavement eller The Smiths. Al musiks tilgængelighed – overalt, hele tiden – har sat sit umiskendelige præg på dette snarligt afsluttede årti. Amerikanske Fol Chen er symptom på en generation af musikere, for hvem al musik er sidestillet og kan bruges efter forgodtbefindende. Således beskriver de selv deres lyd, som en krydsning af Prince og Amon Duul II der møder religiøs børnemusik.

Det kan dog ikke høres i deres musik men er snarere en indbygget filosofi om at have en humoristisk uforpligtigende holdning til at musicere. Eller sagt på dansk: Hip, psykedelisk electropop med sjove tekster. Men så morsomt er det heller ikke med påtagede tekster som den om fornøjelsen ved at bestille pay-per-view på ‘Cable TV’.

Sangskrivermæssigt er det ellers en habil debut, og lur mig om der ikke gemmer sig et par blog-hits i letfordøjelige ‘No Wedding Cake’, ‘Cable TV’ og ‘The Idiot’, men det ret forcerede fokus på at ramme en bestemt zeitgeist klæder ikke. Men måske er det tidslig afstand, der skal til, og hvem ved, om ti år er jeg måske kørt træt i MGMT og Hot Chip og fabulerer besat om Fol Chens vilde lyd på trommerne.