Mads Langer

Lad mig starte med at slå fast, at der bestemt ikke er noget i vejen med at spille ligefrem og melodisk poprock. Tvært imod slår få ting hårdere end en direkte turneret melodi og et uafrysteligt refræn. Og ingen tvivl om at det simple radiopop-fix har været udgangspunktet for Mads Langers andet studiealbum, der med sans for det enkle udtryk blot bærer den danske sangers navn. Men uheldigvis bliver den ambition langt fra fulgt til dørs.

Ikke fordi den gæve eksil-jyde ikke gør, hvad han kan – og efter alt at dømme er bedst til – for set med neutrale briller er albummets 11 sange gedigent skruet sammen efter sangskriverens store ABC. Men det forslår som en blomstret bikini i en dansk vinterstorm, når resultatet fremstår konformt og forudsigeligt som et boligkatalog.

Den professionelle og internationalt orienterede studieproduktionsindpakning kan nemlig ikke skjule, at Mads Langer mest af alt fremstår som Tim Christensens (der i øvrigt medvirker på albummet) trivielle tomgangs-tvilling med automatpilot-generede hjerte/smerte-rim eksemplificeret i den snotnæsede følsomhed og følgende linjer på ‘Say No More’: »Say no more – I’ve heard it all before / If you’ll set me free there’s no place I’d rather be but in your arms«.