Wildbirds & Peacedrums – manglende vildskab
Koncerten blev startet i et heftigt tempo, hvor Andreas Werliins vilde trommer var i fokus. Men så skulle hans kvindelige sidestykkes vokal sættes i scene, og så gik det galt. Om det blot var på aftenen, at den ikke stod distancen, skal jeg lade være usagt, men da den stod alene på tredje nummer ‘Places’ gik den fra interessant til irriterende. Og det indtryk blev desværre aldrig slettet. Mariam Wallentin lyder som en mellemting mellem sine landskvinder Jenny Wilson og Miriam Berhan fra Taxi Taxi!. Bare mere skizofren og irriterende med alt for mange ‘wu hu uh wu’-skrig.
I ganske få øjeblikke arbejdede vokal og trommer sammen på en måde, der gav forhåbninger om, at duoen endelig ville række de blege hænder ud over scenekanten og få fat på publikum. Nummeret ‘My Heart’ var bedste eksempel derpå. Masser fart, hihat og crash-bækken og masser af vildskab fik en smule gang i publikum, der slog hovederne trance-agtigt fremad i takt med rytmerne. Paradoksalt nok var det dog sidste nummer.
De kom dog tilbage med to ekstranumre. Men det lykkedes dem blot at få splittet Neil Young-skæringen ‘Bird’ ad ved at trække den længere og længere ud i rislende klapperslange-rock. Potentialet til en eminent koncert lå i hænderne på de to svenskere. Desværre lykkedes det dem aldrig at udnytte det denne aften.
