Aidan Moffat & The Best-Ofs

Mænd er slaver af deres erektioner. Er der én, der har specialiseret sig i seksuelle spændinger og fornedrelse, så er det Aidan Moffat, som i en årrække udspyede sit sortsyn i den skotske duo Arab Strap, der spillede stærk, minimalistisk og dyster lo-fi-folk med en sampling hist og her.

Udtrykket er på hans nye album om ikke fundamentalt anderledes så dog noget lysere og strittende i forskellige retninger. For oven på 2008’s solodebut ‘I Can Hear Your Heart’ er Moffat rykket ud af sin klaustrofobiske et-værelses lejlighed, hvor elendigheden og sortsynet havde tapetseret væggene. Det klæder ham men er heller ikke problemløst.

‘Atheist’s Lament’ lægger egentlig op til at være en legesyg hymne, men Moffat kan ikke forløse den bittersøde pop-perle, som sangen kunne have været. Her kommer mange års vanrøgt af alt, der hedder charme og sødme, på tværs. Og i ‘A Scenic Route to the Isle of Ewe’ står Moffats vokale monotoni i vejen for, at sangen for alvor folder sig ud.

At Moffat har flere strenge at spille på er tydeligt på de befriende bagatelagtige og gadegøglede ‘The Last Kiss’, ‘That’s Just Love’ og ‘Oh Men!’, hvor han hudfletter mænds ensporede tankegang. Her overbeviser han om, at han, hvis det er det, han virkelig vil, kan frigøre sig fra fortiden. På dette album er satsningen på et mildere og mere nuanceret udtryk dog ikke gennemført succesfuldt.