Chris Cornell

Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. Foran mig står en af de sidste par årtiers stærkeste rockvokalister forklædt som r’n’b-smørsælger. Hvordan han er havnet der, er et stort spørgsmål. Men forhåbentlig finder han snart et exit-skilt, så han kan finde tilbage til kendt territorium.

Sammen med producerstjernen Timbaland har den tidligere Soundgarden- og Audioslave-forsanger Chris Cornell kreeret 13 nye numre, der bærer førstnævntes auditive fingeraftryk i form af nøjsomt modelerede lydskulpturer, som sædvanligt flasket op på en cocktail af stramt styrede synthakkorder, computergenerede strygerstrejf og afmålte rytme-punch. Det nye er tilstedeværelsen af Cornells signifikante og kraftfulde vokal, der tilfører det syntetiske univers et solidt los i bollerne.

Forandring fryder som bekendt, og det har uden tvivl været horisontudvidende for de to kollaboratører at krydse klinger i studiet. Men hvor ligningen 1 + 1 i nogle tilfælde kan give tre, er resultatet her negativt. Dels er Timbalands bidrag så skabelons-agtige og automatpilot-prægede, at man hurtigt mister interessen. For her er ikke noget, som den klejne multimillionær ikke har afprøvet 117 gange før for kunstnere som Britney Spears, Madonna, Justin og OneRepublic. Men ligeså vigtigt virker det som om, at både Timbaland og Chris Cornell er fast forankret i hver deres musikalske ringhjørne og derfor aldrig for alvor kommer hinanden i møde eller i infight – der ind hvor gnisterne sprænger, og nye idéer opstår.

I stedet spises man af med sørgelige pjalter som åbningsnummeret ‘Part of Me’, hvor det pinagtige omkvæd »that bitch ain’t a part of me« fremprovokerer øjeblikkelige krøller på tæerne, det sødsuppe-søbende titelnummer og Cornells akavede forsøg udi rapkunstnen på ‘Sweet Revenge’, der fuldendes af et hæsligt auto-tunet omkvæd.