Death to Frank Ziyanak

Frank Ziyanak har sit jern i mange bål for tiden. I 2008 udsendte han tre albums med tre forskellige projekter. Og allerede nu barsler moderbandet Death to Frank Ziyanak så med endnu et album, præcis et år efter deres sidste stik.

På forgængeren ‘DSHP’ og dette selvbetitlede tredje album har trioen efterhånden muget totalt ud i de tilbageskuende, garagerockede tendenser, som prægede debuten. I stedet er der sket en udvikling, som bedst kan sammenlignes med den, Primal Scream undergik omkring årtusindskiftet. I bedste Mad Max-stil er aggressive elektroniske elementer nittet ovenpå den flabede rock’n’roll-attitude og muteret til en slags nihilistisk hooligan-disco, hvor springskallerne sidder løst, og de sidste new rave-leftovers pules i stykker af slagboremaskiner.

Der er dømt ubetinget overgivelse til drengerøvene, når de præsterer skæringer som ‘Bad Boy’, ‘Maximum Overload’ og ‘Guns’, som næsten kandiderer til årets danske ørehænger. På ‘Scream’ rimer »Throw your hands in the air« med næsten 2 Unlimited’sk selvfølgelighed på »Motherfuckers out there«, og ja, man føler sig ret så forpligtet til at smide hæmningerne og adlyde.

Til gengæld kammer ‘TV-Starz’ og ‘Cocaine’ over og bliver decideret anstrengende i længden. ‘Dead Sexy’ prøver at feste sig op i højere gear med en klassisk afsluttende Melodi Grand Prix-transponering men fejler ubehjælpsomt. Den møgseje og sløsede antiæstetik, som gennemsyrer albummets 30 minutter, redder næsten showet hjem. Men den kaotiske kompromisløshed kan desværre ikke løfte det usammenhængende sangmateriale, som udfylder halvdelen af spilletiden.