Mastodon

»Flyt en node og det ville blive forringet. Fjern en frase og strukturen ville falde sammen«. Ja, undskyld den abrupte start, men jeg har lige genset filmen ‘Amadeus’, og Salieris sublime beskrivelse af sin fornemmelse i mødet med Mozarts musik er det tætteste, jeg kan komme på en parallel til den oplevelse, jeg selv har haft med Mastodons seneste album. For med ‘Crack the Skye’ har Mastodon brudt igennem himmelhvælvingen til det kreative rum, hvor genialiteten opstår, og skabt et album, der ikke blot er det bedste, jeg har hørt i 2009, men simpelthen bare er en af de mest sublime musikoplevelser, jeg har haft i mine snart 30 år på denne klode.

‘Crack the Skye’ er først og fremmest markant mere melodisk, æterisk og progressivt end gruppens tidligere plader. Atlanta-kvartetten har skruet ned for de mere støjende og decideret brutale hardcore-elementer i deres psykedeliske metalrock til fordel for intrikat vævede arrangementer, lange atmosfæriske stemningsbilleder og vokalmelodier af en skønhed, som jeg aldrig havde troet, jeg skulle høre fra Mastodons side.

Specielt er guitarist og sanger Brent Hinds virkeligt trådt i karakter, og hans karakterfulde stemme er det kompas, der som en anden Virgil guider lytteren på tværs af albummets fabulerende færd gennem Czar-tidens Rusland, interdimensionelle rejser, død og genopstandelse – en færd, og en musikalsk helhedsoplevelse, der løfter Mastodon op som en af de klareste ledestjerner på nutidens musikscene.