MSTRKRFT

En kammerat efterlyste for nylig noget hardcore musik: »Jeg synes sgu, vi trænger til noget, der bare smadrer derudaf«, sagde han med slet skjult hentydning til bølgen af psych og neo-disco. Min ven, køb den nye MSTRKRFT og dans amok til du segner!

Som på canadiernes første album fra 2007, bankes der ufortrødent loopede electrobeats ud af højtaleren. De musikalske referencer til Daft Punk og Cassius er afløst af en mørkere og meget hårdere linje. Med en energi og et tempo, som får Justice til at lyde som dj’s på P4, mestrer den vokal-forskrækkede duo elektropunk til punkt og prikke. At de samtidig har fået inkorporeret rap fra E-40, Ghostface og N.O.R.E. uden at skrue ned for tempoet, er altså en bedrift. Okay, et par fejltrin er der da, som når John Legends bløde vokal på ‘Heartbreaker’ bare bliver kedelig, og når ‘Breakaway’ lyder som et tarveligt nummer fra ‘Dance Mania ’97’.

‘Fist of God’ er støjende og hektisk, hvilket også gør den udmattende at lytte til, for der lægges alt andet lige i ovnen til en svedig nat på klubben. Albumcoveret er vældigt sigende, en nævefuld baller og ben – i dit fjæs. MSTRKRFT scorer point på ikke at gå på kompromis i samarbejdet med ovennævnte gæsteoptrædener, og så er det altså meget fedt med lidt primitivt tonser-tråd en gang i mellem. Når humøret er til det.