Death By Kite

Hvis man vil, kan man sagtens kalde Death By Kite et patetisk og prætentiøst projekt. Men københavner-trioens styrke er netop den inderlige patos i samklang med rasende energisk fremdrift mod afgrund og ødelæggelse. På den aktuelle anden ep i deres proklamerede ep-trilogi ‘Wave’ serverer Death By Kite endnu engang dødsensflotte skæringer med en intens tone. Som på ‘Wave I’ glider ep’ens fire numre over i hinanden, som var det ét langt nummer. En flot og ambitiøs detalje – hvem sagde, at albumoplevelsen var død?

Efter producerspiren Mikkel Holtoug trådte ind i bandet, kunne man på ‘Wave I’ høre, hvordan trioen bevægede sig væk fra den skrabede koldkrigsrock på deres flotte, selvbetitlede debutalbum. På ‘Wave II’ er produktionen mere elektronisk end hidtil. Skæringen ‘Times Like These’ byder endda udelukkende på dedikeret og gedigen clubbing feel. Det kan man så mene om, hvad man vil, men hatten af for postpunkbandet der tør udfolde sine elektroniske tilbøjeligheder.

Det er dog stadig trioens regulære numre, der fungerer bedst. De resterende tre skæringer på ‘Wave II’ holder et imponerende højt niveau og har et langt mere komplekst udtryk end hidtil. Åbningsnumret ‘Ivory’ trækker lytteren ind i sit hæsblæsende univers, mens den mere melankolske og poppede ‘Sleeptalk’ omslutter lytteren med sine drømmende toner. Forsanger Bjørn Alexander er en dygtig sangskriver, og produktionen er flot og storladen og ikke mindst intens. Man lytter, som sidder man på nåle.