Oh No Ono

‘Eggs’, frisk fra Oh No Ono-skødet, er endnu en vaskeægte bastard med en hoben musikalske forfædre.

Hvor debuten ‘Yes’ var et halsbrækkende styrtløb gennem new wave, indierock, disco og almen galskab, skinner Beatles-inspirationen – særligt fra sidste halvdel af 60’erne – tydeligt igennem på et album, hvor progrockens teatralske storhed og kompleksitet også står fadder.

Den helt store nyhed på ‘Eggs’ er, at der er øjeblikke af stor blid- og skønhed. Meget kan man sige om forgængeren, hvor man imponeredes over de rablende temposkift, den tøjlesløse idérigdom og frækhed, men det var sjældent så rørende eller decideret indladende et album, at man blev blød om hjertet. Det bliver der rokket ved nu.

‘Icicles’ er en varm, harmonisk, næsten svulstig hymne og et kvalificeret bud på, hvordan Lennon/McCartney kunne have lydt sammen i 70’erne. Den tindrende naive ‘The Tea Party’ besidder en The Flaming Lip’sk afvæbnende uskyld, der går rent hjem. Det klæder ganske enkelt Oh No Ono at søge harmonien. Ikke nær så vedkommende fremstår gruppen, når de momentvis – som på ‘Miss Miss Moss’ og ‘Helpless Young’ – forlader sig lovlig meget på en lidt forpustet excentricitet.

‘Eggs’ er ikke et overraskelsesangreb på linje med ‘Yes’, den umiddelbarhed og friskhed, der definerede debuten, kan muligvis kun indfanges så effektfuld én gang. Når det er noteret, så er ‘Eggs’ på mange måder et mere nuanceret album, ikke mindst fordi Oh No Ono nu appellerer ikke blot til hjernen men også til hjertet.

Lyt til tracks fra albummet på Oh No Onos bandprofil.