Attrap

Bandet eksisterer ikke mere, men musikken lever videre. Sådan plejer man vist at sige. Og man kan med god samvittighed hævde, at det er positivt, at Attraps ‘Happitalism’ er blevet udgivet, selvom bandet gik i opløsning umiddelbart efter indspilningerne af albummet.

Attrap arbejder helt uden trommer. Rytmen bæres i stedet frem af de andre instrumenter og en til tider lige lovligt voldsom portion håndklap. Der er en vis lighed mellem Attraps ukuelige insisteren på det ukonventionelle og danske Marybell Katastrophys lydlige nysgerrighed. Men sammenligningen med Marybell Katastrophy dækker langt fra det opfindsomme orkesters lyd. For eksempel trækker et af ‘Happitalism’s højdepunkter, den flotte andenskæring ‘Jenny’, duftspor tilbage til det tidlige First Floor Power med sine skæve dreng/pige-vokalharmonier og sin kokette attitude. Ligesom der på andre numre kan trækkes paralleller til Bob Dylan, Jeff Buckley og Radiohead.

Et af den opløste kvartets formulerede målsætninger med musikken var at arbejde uden genrekategorier. Resultatet af anstrengelserne er et meget modigt udspil med rigtig flotte sange og eksperimenterende og atypiske arrangementer, der spreder sig over et kæmpestort antal af genrer. Og respekt for forsøget. Problemet er bare, at Attraps musikalske vision ikke står krystalklar for mig men spreder sig over et alt for stort territorium, og derfor enkelte steder fremstår umodent og studentikost.