Oh No Ono – med kurs mod pophimlen
Jeg ved ikke, hvordan de har båret sig ad, men Oh No Ono har, siden deres debut-ep udkom i 2005, bevæget sig fra at være et lettere anstrengende heliumhelvede til et af de absolut bedste bud på et dansk band med internationalt format. Deres andet album ‘Eggs’ er det tætteste dansk musik har været på et rendyrket popmesterværk siden Speaker Bite Mes ‘Action Painting’ fra 2007, og når man har lavet noget så godt og så ambitiøst, er det selvfølgelig rigtig fint, hvis man også kan forløse det live.
Det skulle Oh No Ono forsøge torsdag aften i Pumpehuset. Det var første stop på turnéen, og det var derfor helt forståeligt, at forsanger og melodimager Malte Fischer så både skræmt og decideret paranoid ud, som han stod der i sine alt for store herrebukser med en hvid Stratocaster dinglende fra halsen. Scenen var dekoreret med blomster og kviste, og luften var tung af røgelse, da bandet blæste publikum bagover og direkte op i den psykedeliske pophimmel med en fænomenal version af ‘The Wave Ballet’ fra det nye album. Den efterfølgende ‘The Tea Party’ var et lige så medrivende stykke popkunst, og langsom begyndte smilene at brede sig hos de fem medlemmer.
Koncerten mistede dog en anelse magi, hver gang Oh No Ono kastede sig ud i et af deres gamle numre fra ep’en eller debutalbummet. De gamle numre er ikke dårlige, men de får bandet til at fremstå mere ordinære. Til sidst fik vi ‘Internet Warrior’, og der burde koncerten være stoppet. I stedet blev det den udsyrede og uforløste ‘Beelitz’, der lukkede og slukkede for en momentvis fremragende aften i selskab med et af landets bedste bands.
